Søg
0

HR-chef søges til Vorupgruppen

XL-BYG Vorupgruppen søger en erfaren og robust HR-profil, som kan stå i spidsen for arbejdet med at videreudvikle virksomheden som en attraktiv arbejdsplads. Vorupgruppen omsætter for ca. 800 mio. kr. og har med sine 10 forretninger og 400 medarbejdere en stærk virksomhedskultur med skarpt fokus på at skabe vedvarende værdi for kunderne. Det kræver løbende udvikling af såvel virksomhedens strategi som organisationen, og her er det vigtigt, at både ledere og medarbejdere bidrager aktivt. Som Vorupgruppens nye HR-chef får du en vigtig rolle i at sikre, at det sker. Du får direkte reference til den administrerende direktør og bliver medlem af koncernens ledergruppe.

Da stillingen er nyoprettet, tilbydes du her en enestående mulighed for at forme og sætte dit eget præg på jobindholdet. Du får til opgave grundlæggende at strukturere og udvikle HR-indsatsen i koncernen, således at de enkelte afdelingsledere får de bedste forudsætninger for at tiltrække, rekruttere, udvikle og fastholde de medarbejdere, som kan sikre virksomhedens fortsatte vækst i såvel den fysiske som den digitale forretning.

Jobbet
Vi forventer, at du som udgangspunkt formulerer og implementerer en HR-strategi, som både understøtter koncernens overordnede strategi og målsætninger, og sikrer HR-afdelingen en tydelig profil i organisationen.

Dine opgaver vil derudover bl.a. være:

  • HR-sparring med direktion, afdelingschefer og mellemledere i hele organisationen
  • Rådgivning og assistance til lederne ifm. fastholdelse, udvikling og afvikling af medarbejdere, herunder vejledning ifm. overenskomster og ansættelsesret
  • Spotte og udvikle næste generation af ledere og specialister samt udvikle koncernens talentprogram
  • Professionel rekruttering og onboarding af nye medarbejdere
  • Administration af elevområdet, herunder vejledning af oplæringsansvarlige
  • Håndtering af efteruddannelses- og kompetenceudviklingsaktiviteter
  • Etablering af et HR-administrativt fundament (bl.a. HR-politikker, procedurer, MUS, APV)
  • Deltagelse i relevante arbejds- og projektgrupper på tværs af organisationen

Din profil
For at få succes i stillingen skal du have en solid personaleadministrativ baggrund, en relevant uddannelse inden for HR-området samt indsigt i og erfaring med HR-jura. Du skal endvidere have en selvstændig og resultatdrevet personprofil med fokus på at drive og gennemføre projekter.

Du har talent for at motivere ledere, kolleger og medarbejdere gennem et resultatorienteret samarbejde og involverende kommunikation. Vi lægger derudover vægt på, at du er motiveret for løbende at udvikle og optimere dine ansvarsområder. Du arbejder struktureret med sans for detaljen samt en god økonomisk forståelse, har gode formuleringsevner både mundtligt og skriftligt, og er en habil IT-bruger.

I første omgang er du alene i den nyetablerede afdeling, men på sigt vil du få en assistent, der kan hjælpe med at løse de administrative opgaver. Du får arbejdsplads på hovedsædet i Randers, men må påregne jævnlige ”rejsedage” til koncernens forretninger.

Vi tilbyder

Et spændende job i en virksomhed med en åben og fri omgangstone, gode kolleger samt en attraktiv lønpakke, der forhandles i forhold til erfaring, kompetencer og potentiale.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR & Kommunikationschef Liselotte Christensen, XL-BYG Kædekontor, på tlf. nr. 8745 4102. Ansøgning skal ske elektronisk via dette link: ANSØG HER

Ansøgning senest den 24. september 2017.

Vorupgruppen er en privatejet virksomhed, som ejer 10 byggecentre/trælaster i Midt- og Nordjylland: Vorup (Randers), Hadsten, Ryomgård, Hadsund, Thorsø, Mariager, Farsø, Øster Tørslev, Sunds og Møldrup samt 1 BoGrønt forretning i Randers og webshoppen BygXtra.dk. Koncernen omsætter for ca. 800 mio. kr. og har 400 medarbejdere.

Vorupgruppen er medlem af den landsdækkende XL-BYG® kæde, som er en frivillig kæde. Med 117 forretninger er XL-BYG én af Danmarks største og mest markante byggevarekæder. XL-BYG driver samtidig en velassorteret webshop med byggematerialer og artikler til hus og have.


Ansøgningsfrist:
24.09.2017
Kontaktperson:
Liselotte Christensen
Område:
Midtjylland
Kontaktperson tlf:
87454102